Af Alexander Bendtsen
Mange forbinder det franske filmlandskab med intellektuel og eksperimenterende audiovisuel kunst. Det kan man blandt andet takke filmhistoriens signifikante kunstfilmsinstruktører som Jean-Luc Godard og aktuelle auteur-darlings som Céline Sciamma for. På trods af dette er franske Éric Besnards nyeste film derimod bundet i folkelig banalitet og let underholdning, der er alt andet end originalt.
Filmen med den lidt tørre og kluntede danske titel En frokost på bjerget (det havde klædt filmen bedre at oversætte den originale franske titel Les choses simples direkte til de nemme ting) fortæller, som man har set det så ofte før, om to vidt forskellige mænd der knytter et atypisk venskab.
Den stinkende rige entreprenør (Lambert Wilson) strander på et bjerg, da hans bil bryder sammen. Her hjælpes han af den mere tilbageholdte og tilsyneladende bitre Pierre (Grégory Gadebois), der bor på bjergets top. Surmulende serverer Pierre frokost for den betydeligt mere snakkesalige Vincent og kører ham efterfølgende ind til byen. Da Vincent vender tilbage for at hente sin bil, har Pierre også repareret den.
Tilbage i den ”virkelige” verden lever Vincent et hektisk liv som ejer af adskillige kæmpe virksomheder og leder af lige så mange projekter. Ansvaret stresser ham gevaldigt, og til trods for rigelig finansiel succes virker det som om, der mangler noget i hans liv. Da en journalist direkte spørger ham om han er lykkelig, stormer han ud af interviewet.
Vincent bliver derfor ved med at vende tilbage til Pierres bjergtop, hvor roen kan falde over ham. Her lever Pierre et simpelt liv under beskedne forhold, hvor han klarer alt praktisk selv, og er fuldstændig i ét med naturen.
Vi følger dem, som de lærer hinanden at kende, i smukke naturomgivelser filmet fint af folk, der tydeligvis ved hvad de laver, men uden at man nogensinde blæses bagover af den artistiske vision.
Det hele er meget hyggeligt og decideret familiært, for begge hovedroller er uoriginalt genkendelige. Heldigvis for dramaturgien har de begge hemmeligheder for hinanden i forhold til, hvad der står i vejen for deres lykke, hvilket udfletter deres karakterer en anelse. Det redder dog ikke de to hovedroller fra at være defineret af klichéer.
Banaliteterne stopper desværre ikke der, for filmens humoristiske sans er også lunken, hvilket er langt fra optimalt for en film, der markedsføres som en komedie. Skaberne forsøger at få morskaben til at opstå i de to hovedrollers mange modsætninger, men den ide er tyndslidt, og manuskriptets dialog er ofte tandløs.
Selvom filmens jokes ikke giver anlæg til de store grin, så er hovedrolleindehavernes eksekvering dog charmerende nok til, at man jævnligt trækker på smilebåndet. Tonen er hele vejen igennem meget munter, og filmen hyggeligt tidsfordriv. Det kan ikke understreges nok, at det netop er Wilson og Gadebois, der bærer filmens skuespil på sine skuldre. Resten af filmens cast har nemlig hverken materiale eller karisma nok til at gøre særligt indtryk.
De to hovedrolleindehavere giver da også deres karakterer nok emotionel vægt til, at man sagtens kan investere sig i filmens mere dramatiske elementer. Folkene bag kameraet vil trods alt gerne berøre tematikker angående formål og lykke. Hvilket lykkes rigtig fint, men igen på meget ordinær vis og med en uelegant tendens til at skære budskaberne ud i pap.
En frokost på bjerget er udmærket underholdning, som man nok skal gå glad og smilende fra, men alt hvad filmen gør er set mange gange før, og desværre også set bedre.
Kommentarer